Ro

Stiller tiden i stå, lader alt være

for at frisætte energi til den opmærksomme undren

over det fuldstændig banale.

Den længselsfulde efterårshimmel, vender den kolde skulder til; de endnu koldere vinterdage venter.

Tårerne triller, de forblæste morgener.

Den varme stue, lægger armene om den rolige selvransagelse.

Levende lys og hensunkne blikke.

Mørkets varme har lagt sig om mig, der helt alene må klare det at være til.

Som en tillidsfuld nærhed, bliver mørket den ro jeg kan putte mig i,

med mine blanke øjne der kigger som stjerner i natten.

Den grå himmel danner baggrund for de mørke silhuetter af træer og buske.

Grå og stille.

Melankolske bølger trækker vemodige suk, uden klar skikkelse på hvem eller hvad,

men blot et vemod, som det nøjsomme dagslys selv har kaldt frem.

Mødet mellem naturen og kulturen, imellem det vildt voksende, umiddelbare i mennesket

og det dresserede gennemtænkte.

Når det vildtvoksende ordner sig som kultiveret natur, giver det anledning til eftertanke.

Eller når det kultiverede kan rumme kaos,

er det som når lyset og mørket mødes og der opstår en større klarhed.

En sprække i universet hvor tanken flyder frit.

Det er tidlig morgen, solen skimter gennem skyerne og gløder nu og da verden op, og forgylder øjeblikket.

Træerne vifter tålmodigt med bladene, der sammen med lyset og brisen udgør en anden dimënsion.

Morgenen bærer evigheden i brystet.

Vinden puster stormstød gennem verden,

og får selv de seje kroner til hektisk at blafre med solide grene:

Som lange arme der rækker ud, og ømt må slippe de løsnede blade

- små og skrøbelige som de er, lander de på jorden i et væld af farver.

Nu kom månen op over kanten af verden;

sagte cirkel; lysende klar i mørket,

lysende svølger i kanten af spejlet, i søen, i aften.

Den er min;

så fortrolig min egen, kønne, guld glindsende klar.

Klar til at være måne.

De sarte strå, der med et pust kan lægge sig ned, bærer på den beskedne

styrke, at give efter; for, når vinden har lagt sig, rankt at rejse sig igen.